Lene Varming Nielsen var sammen med sin familie på Kos, da jordskælvet vækkede dem midt om natten. De var meget chokerede over oplevelsen, der kostede to mennesker livet på den grøske ferieø, der var 16 kilometer fra epicentret. Billedet her er fra en anden sammenhæng, hvor Midtjyllands Avis har talt med Lene Varming Nielsen. Foto: Jakob Stigsen Andersen

Silkeborg-familie rystet over jordskælv

Søren Nielsen 

Lene Varming Nielsen og hendes familie befandt sig på den græske ferieø Kos, da jordskælvet i nat brød løs

SILKEBORG Lene Varming Nielsen og familie vågnede med et stort chok af voldsomme rystelser ved 01.30-tiden natten til fredag.

Sammen med sin mand og to børn befandt hun sig på den græske ferieø Kos, som ligger blot 16 kilometer fra epicentret på det kraftige jordskælv, som målte 6,7 på Richterskalen.

Til DR Østjylland fortalte Lene Varming Nielsen fredag morgen:

- Vi blev vækket af høje lyde, og løb ud på terrassen for at se, hvad der skete. Nede på jorden kunne vi se vandet i swimmingpoolen stå og skvulpe, og vi kunne mærke voldsomme rystelser i huset. Vi var meget bange for, hvad der kunne ske, forklarede Lene Varming Nielsen over telefonen.

Det blev ikke til meget søvn den resterende del af natten, hvor der fulgte flere større og mindre efterskælv.

- Vi er alle uskadte, men er stadig meget rystede over oplevelsen. Det er først her til morgen, at det er ved at gå op for os, hvor alvorligt det egentlig var, konstaterede Lene Varming Nielsen.

Flere af hotellets gæster valgte at forlade deres lejeligheder og i stedet sove under åben himmel på stranden.

Det valgte Lene Varming Nielsen og familien dog ikke.

- Men vi havde brug for at være tæt sammen, og jeg ville have mine børn omkring mig. Det blev ikke til meget søvn, konstaterede Lene Varming Nielsen over for DR Østjylland

En svensker og en tyrker er omkommet som konsekvens af jordskælvet, meddeler græsk politi.

De to personer befandt sig ved en bar i et nattelivskvarter på Kos, da skælvet ramte. De blev ifølge græsk politi ramt af sten fra en mur eller et hus.

Epicentret ligger også tæt på andre beboede områder og turiststeder. Men umiddelbart ser det ud til, at Kos er det værst ramte sted.

120 mennesker er ifølge borgmesteren kommet til skade på den græske ø.

Lufthavnen på Kos blev lukket efter skælvet. Den er fredag morgen åbnet igen, oplyser charterflyselskabet Ving fredag formiddag.