Ruben Søltoft er en af de standuppere, der underholder i Indelukket.
Comedy i Silkeborg under åben himmel
Kenneth HusumFriluftsscenen i Indelukket bliver brugt til nyt standupshow
SILKEBORG Friluftsscenen i Indelukket bliver lørdag den 9. september indtaget af tre standuppere, når der er summer comedy.
Det er 25-årige Kristian Andersen fra Holstebro, der står som arrangør. Han har stået for lignende arrangementer i Holstebro de seneste to år med succes.
Nu håber han at udbrede den udendørs comedy til andre byer.
I første omgang til Aarhus og Silkeborg, men til næste år bliver der arbejdet på at få endnu et par byer med på turneplanen.
- Stemningen er anderledes, når der er standup udenfor. Det er mere uformelt og afslappet, og der bliver improviseret meget mere, siger Kristian Andersen.
Det er de etablerede standuppere Christian Fuhlendorff og Ruben Søltoft samt André Jacobsen, der er på vej frem, der optræder på friluftsscenen.
Der har begge år i Holstebro været omkring 750 tilskuere til showet.
- Mange virksomheder bruger det til at invitere medarbejdere med på en firmatur, siger Kristian Andersen.
Foreløbig er der solgt et par hundrede billetter til standupshowet i Indelukket.