Foto: Jakob Munk Schmidt
Svanefamilien tog sig en rask gåtur i Sydbyen
Jakob SchmidtSvanefamilie spadserede formiddagstur på villavejene i Sydbyen
SILKEBORG Det var et fascinerende syn, da et svanepar med deres seks store unger fredag formiddag kom gående på Vesterled og Gjessøvej.
På en lang række valgte familien at gå tur ude midt på Vesterled, hvor Jan Kim Engemand fra Vesterled 3 var blandt de lokale beboer, som oplevede den fantastiske flok på nærmeste hold.
- Man må sige, at det er en familie, der holder sammen, bemærkede Jan Kim Engemand med et smil.
Han og flere andre stoppede naturligvis op for at fotografere, og bilisterne var gode til at vise hensyn.
Fra Gjessøvej valgte svaneflokken fornuftigt nok at gå til venstre i retning af Ørnsø.
Også på Gjessøvej syntes svanerne, at det var mest passende at gå ude midt på vejen, og alle kom sikkert over til søbredden, hvor de hoppede i Ørnsø.
Allerede torsdag blev familien set gående ude midt på Almindsøvej, som er lige i nærheden, så måske venter flere gåture de kommende dage.