- Vi er trætte med glade. Det har været ret hektisk, og hvis folk synes, vi har lidt poser under øjnene, så er det derfor, siger Kerry Webster (tv) efter hun og Trine Bisballe har flyttet Culli fra Nygade til Vestergade.

Hektisk flytning i Culli

Tekst og foto: Peter Bruvik-Hansen 

Trine Bisballe og Kerry Webster brugte nattens mulm og mørke til at flytte tøj og inventar fra Nygade til den nye butik på Vestergade

SILKEBORG - Vi blev da stoppet et par gange i løbet af natten, for folk ville gerne lige vide, hvad det var, vi havde gang i, siger Trine Bisballe og griner.

Sammen med forretningspartner og veninde Kerry Webster har hun flyttet modetøjsbutikken fra hjørnet af Nygade og Søndergade til Vestergade, hvor de efter en enkelt lukkedag torsdag, kunne byde kunderne velkommen i den 100 kvadratmeter store butik fredag.

- Det har været en fantastisk men også meget hektisk periode, Vi har arbejdet til langt ud på natten, for at blive klar. Men når man så oplever en søndag, med flere kunder end vi nogensinde har oplevet på en søndag, så får man bare så meget energi, siger Kerry Webster.

Fredag over middag bød pigerne de første kunder indenfor, og selvom der har været »proppet«, så håber de to alligevel, at kunderne føler, de har fået en god service.

- Men det har været helt vildt. Søndag var vi nødt til at kalde ekstra folk på arbejde. Vi var selvfølgelig lidt trætte efter åbningen, men det var bare så fedt at opleve kundernes tilbagemeldinger, konstaterer Trine Bisballe.