Inden de udenlandske kokke, der alle kommer fra asien, kommer ud i butikkerne, får de tre måneders »oplæring« i Sushimanias koncept. Herudover bliver de også informeret om de danske regler og krav, der gælder for deres arbejde. - Både i forhold til vores kokke og i forhold til vores produkter gælder, at vi satser på det bedste, siger Karam Ayad, der her ses bag en omgang frisk sushi.

Sushi med god samvittighed

Tekst og foto: Peter Bruvik-Hansen 

Sushimania, der netop er åbnet på Nygade i Silkeborg, bruger kun bæredygtige og certificerede fisk i sin sushi

SILKEBORG Egentlig skulle sushi-kædens butik i Silkeborg været den 22. af sin slags, men det gik hurigere med åbningen end beregnet, så Sushimania på Nygade overhalede kædens planlagte butik i Randers, og blev derfor kædens butik nummer 21 siden den åbnede sin første sushi take-away i Aalborg i 2009.

- Vi har længe været på udkig efter et velegnet lejmål i Silkeborg. Vi har kunder, der er kørt til Herning eller Aarhus, og det er dejligt, at de kører efter vores sushi. Men vi vil selvfølgelig hellere kunne servicere dem i deres egen butik i Silkeborg. Og så kan de bruge benzinpengene på sushi i stedet, smiler medindehaver af Sushimania, Karam Ayad, der ved åbningen af butikken kunne konstatere, at der var god opbakning til Sushimania.

Gav 256 sushibokse væk
De 200 gratis bokse med sushi, der blev givet væk i forbindelse med åbningen, fik i hvert tilfælde ben at gå på.

Så mange kunder valgte at møde op og stille sig i kø, at der yderligere blev fremstillet sushi til 56 ekstra bokse.

- Men efter 256 bokse, var vi nødt til at sige stop, siger Karam Ayad, der glæder sig over modtagelsen i Silkeborg.

- Vi har efterhånden fået slået vores navn fast. Kunderne ved godt, hvad vi står for, siger han.

Konceptet har fra åbningen af den første butik være sushi af høj kvalitet. Kæden benytter således kun bæredygtig og certificeret fisk i topkvalitet. Og det gælder ifølge Karam Ayad »ned til den mindste reje«.