Niels Skousen med band spiller på Rampelys på lørdag.

Sanger med noget på hjertet

Christian Kloch Larsen 

Koncerten med Niels Skousen med band på Rampelys er denne uges anbefaling

MUSIK Niels Skousen, som lørdag aften spiller på Rampelys, udgav for et års tid siden sit femte album siden det store comeback med »Dobbeltsyn« i 2002.

Albummet hedder »Hvem er du som kommer imod mig« og har efterfølgende høstet flotte anmelderroser.

Og det er han vant til, for gennem sin efterhånden 50 år lange karriere, har Niels Skousen været en sanger, som publikum og anmeldere altid har haft et godt øre til, for hans sprog, rørende historier og bidske kommentarer gør ham helt unik på den danske musikscene.

Og så har sangene blot været en del af karrieren, for 73-årige Skousen har også en fornem karriere som skuespiller.

Niels Skousen begyndte sin musikalske karriere sammen med Peter Ingemann i 60’erne og 70’erne, hvor Skousen og Ingemann blandt andet begik hovedværket »Herfra hvor vi står«.

Niels Skousen er en sanger med noget på hjertet. Derfor er koncerten på Rampelys lørdag aften denne uges anbefaling.

En koncert med Niels Skousen er en aften i selskab med en sanger og sangskriver, som er en forundret iagttager af den verden, vi lever i, og den måde vi lever på. Uden at der sænker sig alt for meget tungsind i salen.

Det kan man godt have brug for i denne tid, hvor dagene bliver mærkbar kortere.