Nicolai Schmidt i arbejde ved træskobænken på Høgdal. Bagved er det Sebastian Garcia Smed. Filmen, der er optaget på Høgdal i denne uge, bliver et af syv bidrag fra 6. klasserne på Gl. Rye Skole til DR-konkurrencen »Lav din egen danmarkshistorie«. Foto: Hanne Buch

Elever med i DR-konkurrence: Vil lave film om Høgdal

Mette Andersen 

Skoleelever deltager i DR-konkurrence med lille film om træskoproduktion optaget på den gamle gård i Salten Skov

De historiske gevandter og rekvisitter kom i brug, da Høgdal i denne uge udgjorde kulissen til en lille film skabt af fem skoleelever fra Gl. Rye Skole.

Skolens to 6. klasser har optaget og klippet syv små kortfilm om danmarkshistorien helt lokalt. Filmene bliver nu sendt til DR, som i forbindelse med sin stort anlagte serie »Historien om Danmark« har udskrevet en landsdækkende film-konkurrence, hvor skole- og gymnasieelever kan komme med deres bud på danmarkshistorien.

Fem elever har valgt at sætte fokus på træskoproduktion og har i den forbindelse både besøgt museet på Gl. Rye Mølle og Høgdal sammen med lærer Mette Miljkoviz.

På Høgdal var ikke bare omgivelserne og rekvisitterne på plads.

Eleverne kom også i kyndige hænder, da den daglige leder på den gamle gård, Hanne Buch, tidligere har arbejdet med filmproduktion og dermed kunne undervise eleverne og give tip og gode råd om virkemidler.

DR har nedsat en professionel jury bestående af dygtige filmfolk, historikere og to børn, som skal bedømme filmproduktionerne og kåre de bedste af elever fra henholdsvis mellemtrinnet, udskolingen og de gymnasiale uddannelser.