Foto: Jens Rasmussen

Tiltrængt sejr til Silkeborg-Voel i tæt EHF-kamp

Camilla Abildgaard Norup 

Silkeborg-Voel KFUM fik den oprejsning, de havde brug, da de slog franske hold E.S Besancon Feminin 27-26 på hjemmebane i EHF Cup

HÅNDBOLD Med en pauseføring på 14-8 til hjemmeholdet tegnede det lyst for en sejr til Silkeborg-Voel KFUM. Men det skulle vise dig at blive en tæt kamp i sidste ende.

I de to forgående kampe, der begge endte med et-måls nederlag, var Silkeborg-Voel også foran ved pausen, men smed sejren i kampens afgørende fase.

Pauseføringen kunne blandt andet tilskrives en storspillende Stine Bonde i målet, der havde et hav af store redninger. I den anden ende af banen gjorde særligt Anna Sophie Okkels sig bemærket med seks mål i første halvleg.

Silkeborg-Voel KFUM måtte klare sig uden målvogter Stephanie Andersen, da hun er gravid.

Derfor fik den unge Emma Larsen også chancen sidst i første halvleg, da Stine Bonde fik en hård bold i hovedet.

Mistede kontrollen

Franskmændene vendte veloplagt tilbage fra halvleg og lagde ud med to hurtige scoringer.

Herefter genfandt Stine Bonde for en stund sit høje niveau og snuppede et straffekast, inden hun desværre mistede gnisten og lukkede hele 18 mål ind i anden halvleg.

Derfra mistede Silkeborg-Voel kontrollen, og otte minutter inde i anden halvleg scorede franskmændene til stillingen 17-17 på endnu et straffekast, og sejren hang for alvor i en tynd tråd.

Efter en tæt anden halvleg, hvor lugerne stod pivåbne i Silkeborg-Voel forsvaret, sled hjemmeholdet sig alligevel til en sejr på 27-26 med godt - men til tider også klodset - angrebsspil, og de trætte Silkeborg-Voel spillere kunne sende franskmændene slukørede hjem.