Michael Falch er tilbage til Hede Rytmer næste år.

Hede Rytmer med to nye navne: Falch og band med verdenssucces

Christian Kloch Larsen 

Nu er seks navne på plads til Hede Rytmer 2018

FESTIVAL Hede Rytmer kan nu offentlige to nye navne til sommerens festival i Indelukket.

Det er Aqua og Michael Falch, som nu kommer i selskab med Thomas Helmig, Magtens Korridorer, Karl William og dj-stjernen Martin Jensen på plakaten.

Festivalansvarlig Oliver Zähringer forventer, at især Aqua kommer til sætte gang i stemningen foran Friluftsscenen i Indelukket.

- Aqua var dansk musiks største eksportsucces i mange år. »Barbie Girl« blev et verdensomspændende hit sidst i halvfemserne, og Aqua var et band, som man enten elskede eller hadede, men alle i hele verden kunne synge med på deres hit. Og det kan de stadig den dag i dag, så der er ingen tvivl om, at Aqua kommer til at sparke en fest i gang i Indelukket, siger han.

Michael Falch får følgende ord med på vejen.

- I år åbnede Michael Falch Hede Rytmer sammen med Poul Krebs. Det var en fantastisk koncert med to dygtige artister og et band, der spillede en vis legemsdel ud af bukserne. Både Poul Krebs og Michael Falch var vildt begejstrede efter koncerten ved Hede Rytmer, så med den positive oplevelse i bagagen, er jeg overbevist om, at vi kan forvente, at Michael Falch er topmotiveret som aldrig før, når han kommer igen til næste år, siger Oliver Zähringer.

Hede Rytmer kan endnu ikke oplyse spilletider for de seks navne, og det endelige program for Hede Rytmer 2018 ventes først at kunne offentliggøres 23. november, når billetsalget åbner.

Det ligger dog allerede nu fast, at der også bliver koncerter torsdag aften med tributerock og navne som Best of Bowie, Die Herren, Bryan Adams Tribute og Almost AC/DC.