Simon Grotrians salmer bliver opført med ny musik ved en koncert med Vox Orange i Lemming Kirke næste torsdag. Foto: Jakob Stigsen Andersen

Ny musik til salmer af Simon Grotrian

Komponisten Østen Mikal Ore har skrevet musikken og Vox Orange synger ved uropførelsen i Lemming Kirke

MUSIK Vokalensemblet Vox Orange synger næste torsdag salmer af Simon Grotrian med helt ny musik af den norskfødte musiker, Østen Mikal Ore, som i dag bor i Silkeborg.

Koncerten, som har titlen »Skabelsen karateslag«, bliver opført på Simon Grotrians hjemmebane - nemlig i Lemming Kirke, og den er en del af programmet for kultur- og kristendomsugen KK44.

De nye salmer er fra Simon Grotrians samlingen »Ravnekost og slagere«, der udkom tidligere på året.

Østen Mikal Ore, som selv synger med i Vox Orange, er komponist og har kastet sig over Grotrians salmeunivers. Resultatet er blevet en række helt nye melodier og korsatser.

Simon Grotrian debuterede i 1987 med digtsamlingen »Gennem min hånd« og har siden udgivet en lang række digtsamlinger. Han har blandt andet modtaget Michael Strunge Prisen, Statens Kunstfonds treårige legat og Emil Aarestrup Medaljen og har været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. I 2007 fik Simon Grotrian tildelt livsvarig ydelse på Finansloven.

Ved koncerten i Lemming Kirke vil publikum stifte bekendtskab med Grotrians salmetekster, der rummer både bastante håndkantslag, blide kærtegn og underfundige billeder. Vox Orange udfolder nogle af melodierne og teksterne i korsatserne, mens andre skal synges sammen med publikum.

Bo Bergholt Grymer, som tidligere i år stoppede som sognepræst i Lemming, vil undervejs knytte kommentarer til salmerne.

Vox Orange-koret består af otte rutinerede korsangere og musikere fra Silkeborg og omegn. Vokalensemblet startede for fire år siden og har kastet sig over mange forskellige projekter og udfordringer.