Tegneren Anette Carlsen står bag den glade streg på julekalenderen.

Julekalenderen fra Y’s Men er på gaden

SILKEBORG Silkeborgenserne kan i den kommende tid få besøg af FDF, KFUM-spejdere og De Grønne pigespejdere, der vil sælge Y’s Men’s klubbernes landsdækkende julekalender.

I Silkeborg-området er det Balle Y’s Men’s Club, der står for salget, og de samarbejder med spejderne.

Kalenderens forside er holdt i den sædvanlige stil, det vil sige med et væld af detaljer og mange personer, hvoraf en del vil være genkendelige for et skarpt blik.

Kalenderen er tegnet af Annette Carlsen, der med sin gode streg kalder smilene frem.

Køber man kalenderen har man chance for vinde et gavekort bag hver af de 24 låger. Desuden er der mulighed for at deltage i en lodtrækning om 10 ekstra gevinster ved at gætte en kendt julesang, som dannes af en verselinje ved at sætte 24 bogstaver sammen fra bagsiden af lågerne.

Spejderne og andre organisationer, der står for salget, får en andel af de midler, der kommer ind.

Det overskud, der bliver tilbage, bruger Balle Y’s Men’s klub til donationer til støtte for socialt og humanitært arbejde såvel lokalt som nationalt og internationalt.