Keramiker Malene Hansen er blandt de tre nye udstillere i Kombination.

Ny udstilling i Kombination

Keramiker, guldsmed og billedkunstner udstiller i galleriet i Salten Skov

KUNST Galleriet Kombination på Ryvej 18 i Salten Skov har lørdag den 4. november fernisering på en ny udstilling med værker af keramiker Malene Hansen, Højer, guldsmed Sidsel Christensen, Aarhus, og billedkunstner Melaine Christensen, Dollerup.

Malene Hansens præcise og smukke håndværksmæssige arbejde med blandt andet skåle, kander, fade og vaser er af kunstanmelder Lars Lisbjerg i Kunstavisen blevet beskrevet som både visionært, legende, søgende og livsbekræftende.

For Sidsel Christensen er håndværk, æstetik og bæredygtige materialer grundlaget for den måde, hun arbejder med form, farve og design på. Hendes store inspirationskilder er matematikken og geometrien. Gennem disse forvandles nye idéer til nutidige smykker, hvor hun stræber efter balance og ligevægt.

Sidsel Christensen bruger recycle-guld i sine smykkekollektioner, det vil sige guld, der er i omløb, eller guld fra gamle smykker, som smeltes om til nyt design.

Melanie Christensen arbejder i sine malerier med naturens lys og skønhed - blandt andet spejlinger i himmel og hav på Læsø. Motiverne er ikke naturalistiske, men mere malet ud fra den fornemmelse, hun har, når hun opholder sig i naturen med vide horisonter.

Hun har flere gange besøgt Samos, og den græske natur og kultur er også en tilbagevendende inspirationskilde for hende, ligesom hun holder meget af den barske og storslåede natur i Nordnorge.

Udstillingen i Kombination kan ses i Kombination til den 30. december.