Foto: Colourbox
21-årig blev fængslet efter narkofund
SILKEBORG Politiet ransagede torsdag aften klokken 23.30 hjemme hos en 21-årig mand på hans bopæl i Silkeborg.
Betjentene fandt en mængde narkotika, som politiet mener manden havde med henblik på at overdrage til andre.
Den unge mand blev anholdt. Fredag blev han i et lukket grundlovsforhør varetægtsfængslet som sigtet efter straffelovens paragraf 191.
Han er foreløbig fængslet frem til 20. december.
På nuværende tidspunkt i efterforskningen er politiet i Silkeborg tilbageholdende med oplysninger i sagen.
Det er derfor ikke oplyst, hvad og hvor meget politiet fandt hos den unge mand.
Man skal normalt have en vis mængde narko, før det fører til fængsling.
Den 21-årige er ikke tidligere kendt af politiet for narkosalg, fortæller politiet i Silkeborg.