SIF vandt målrig nøglekamp

Peter A. Sørensen 

SIF’erne fik tiltrængt selvtillid med sejr over Randers FC

FODBOLD Silkeborg IF hentede søndag eftermiddag tre uhyre vigtige point, da Randers FC blev sendt hjem med et 3-2-nederlag på Jysk Park.

Sejren betyder, at SIF igen får kontakt med Lyngby og AGF i bunden af rækken inden årets sidste superligakamp ude mod OB

SIF’erne fik også en perfekt start på opgøret. Et frispark fra Robert Skov var i forvejen på vej i mål, da Davit Skhirtladze snittede bolden, og så stod der 1-0 efter otte minutter.

Det holdt imidlertid kun fire minutter.

Så overså den ene linjedommer tilsynelandede en offside, og SIF blev ramt af mere uheld, for det efterfølgende skud fra Baskim Kadrii ramte stolpen, fortsatte ud i ryggen på SIF-keeper Thomas Nørgaard og i nettet.

Det fik en ellers god SIF-start til at blegne, og efter 33 minutter kunne Kevin Conboy sparke bolden i nettet efter et godt Randers-angreb.

Målet kom kun minutter efter, at SIF-træner Peter Sørensen havde hevet Gregor Sikosek ud efter en ny skidt præstation. Men afløser Mikkel Vendelbo mistede bolden som optakt til Randers-scoringen.

SIF’erne fik til gengæld en stor muligheder for at udligne i anden halvlegs første minut. Davit Skhirtladze slap helt alene igennem, men skuddet gik lige forbi.

SIF var bedst i det meste af anden halvleg, og i den underholdende affære kom målene også.

Udligningen kom efter 62 minutter. Dommer Jakob Kehlet dømte et straffespark til hjemmeholdet - i den noget tvivlsomme afdeling. Gustaf Nilsson faldt til jorden efter et hjørnespark, og dommeren pegede på pletten.

På det straffesparket udlignede Robert Skov sikkert.

Det gav for alvor SIF ny tro på tingene, og efter 70 minutter kom forløsningen. Jens Martin Gammelby tørrede Jonas Bager, og i feltet sendte Davit Skhirtladze flot bolden i mål.

Det blev det afgørende mål i opgøret.