Køkkenrulle udløste alarm i Lysbroparken

Søren Nielsen 

LYSBRO En ældre dame var tirsdag eftermiddag uheldig at få sat ild til en køkkenrulle i sin lejlighed på 2. sal i Lysbroparken.

Ifølge indsatsleder hos Midtjysk Brand & Redning, Allan Riisberg, væltede køkkenrullen ned på komfuret, hvorefter der gik ild i rullen.

Den ældre dame fik selv ringet 112, og desuden fik hun alarmeret hjemmeplejen, der var lige i nærheden.

Hjemmeplejen var de første på stedet. Og personalet fik køkkenrullen smidt ned i håndvasken og derved slukket ilden hurtigt.

- Der var kun lidt røg i lejligheden, da vi nåede frem. Vi fik lejligheden blæst igennem med frisk luft, og damen kan godt blive boende der, tilføjer Allan Riisberg over for Midtjyllands Avis.