Anders Dam ville fra sit kontor i Jyske Bank i Vestergade have haft udsigt til højhuset på 12 etager. - Der kom mange gode pointer og argumenter frem på bytingsmødet. Det er én af forklaringerne på, at vi vælger ikke at bygge et højhus, siger Anders Dam. Foto: Jakob Stigsen Andersen
Topchefer glipper mulighed for vækst ved fravær på de sociale medier
Virksomheder kan forbedre image såvel som bundlinje, hvis deres topchefer bliver mere synlige på de sociale medier.
ERHVERV Erhvervslivets tungeste topchefer glimrer ved deres fravær på de sociale medier, og det er en hæmsko for udviklingen af deres forretning og relationerne til kunderne, mener en anerkendt, amerikansk rådgiver i sociale medier. Det skriver Finans.
- De fleste store, skandinaviske virksomheder udnytter ikke det kæmpe potentiale på de sociale medier. Mange topchefer forstår slet ikke, at deres personlige Facebook-profil kan løfte forretningen til nye højder, siger Amy McIlwain fra konsulenthuset Hootsuite, der rådgiver flere af de største virksomheder i USA om sociale medier.
Mens hver fjerde topchef i de 500 største virksomheder i USA bruger sociale medier til at markedsføre sig selv og virksomheden, er det kun Jyske Banks topchef, Anders Dam, blandt C20-direktørerne herhjemme, som personligt bruger de sociale medier aktivt, hvis man ser bort fra netværksmediet LinkedIn.
De fleste C20-selskaber har en virksomhedsprofil på Twitter og LinkedIn, mens selskaber som TDC og Carlsberg også forsøger at invitere forbrugerne ind via Instagram.
Men mange udnytter slet ikke mulighederne godt nok, mener Simon Ernst-Sunne, head of solutions ved Infomedia, der rådgiver danske virksomheder om sociale medier.
- Virksomhederne bør overvåge sociale medier på samme måde som dagblade og tv for at vide, hvordan de skal interagere på sociale medier i forhold til form og indhold. Men det gør alt for få, siger han til Finans.
Jyske Banks Anders Dam har fået succes på Twitter og med Jyske Bank TV på Facebook. Han forklarer:
- Med Twitter påvirker og nuancerer jeg debatten, når den handler om Jyske Bank. Jeg bliver mit eget medie, siger han til Finans.