Gudstjeneste ude på Torvet
SILKEBORG På søndag hen på eftermiddagen afholder Silkeborg Kirke rytmisk gudstjeneste udenfor på Torvet foran kirken - hvis vejret tillader det. Gudstjenestens tema hentes fra lignelsen om de 10 brudepiger, hvoraf de fem var tåbelige og de sidste fem var kloge, fordi de huskede ekstra olie til deres lamper og var rede til at kunne gå ud for at møde brudgommen.
I løbet af gudstjenesten vil der være et kreativt gør-det-selv-indslag, hvor alle, der har lyst, kan lave deres egen olielampe, som de kan få med hjem, så lyset kan brænde videre. Både børn og voksne kan være med.
Alle forbipasserende ved kirken inviteres til at stoppe op og tage del i gudstjenesten.
Bandet trodser kulden og fylder Torvet med musik, og deltagerne skal synge en masse af adventstidens og julens skønne salmer og sange.
Sognepræst Leif Kristiansen medvirker ved gudstjenesten, og der vil være suppe bagefter at varme sig på til alle, der har tid og lyst til at spise sammen.