BSV slap med skrækken mod Århus

Michael Helligsø 

Et udfald i anden halvleg var lige ved at koste dyrt i lørdagens udekamp

HåNDBOLD Det er på udebane, at Bjerringbro-Silkeborg har smidt point i denne sæson.

Og efter at have tabt de to seneste par udekampe mod Skanderborg og Aalborg var BSV’erne lige ved at dumme sig i lørdagens udekamp mod Århus Håndbold.

Det, der i midten af anden halvleg, lignede en sikker udesejr, blev forvandlet til en nervepirrende forestilling, der først blev afgjort i sidste minut. Her havde Århus chancen for at udligne til 33-33, men da først Århus-spilleren Sebastian Henneberg ramte overliggeren i et gennembrud og Søren Rasmussen dernæst reddede et forsøg fra Robert Gunnarsson, slap BSV med skrækken.

Kort før tid scorede Jacob Lassen til slutresultatet 32-34, og dermed hænger BSV på i kampen om topplaceringerne i herreligaen, hvor konkurrenterne Skjern og GOG også hentede sejre lørdag eftermiddag.

Mange mål før pausen
I en livlig første halvleg, hvor angrebene var bedre end forsvarene, hang Århus på indtil stillingen 5-5.

Kort derefter fik BSV kampens første tomålsføring, og det forspring gav gæsterne ikke fra sig før pausen, selv om Bjerringbro-drengen Sebastian Henneberg med fem mål i første halvleg ellers gjorde sit til at drille gæsterne.

To minutter før pausen reducerede hjemmeholdet til 17-18, inden to mål af Jesper Nøddesbo og Nikolaj Øris sørgede for pausestillingen 17-20.

I anden halvleg var der lidt længere mellem målene, men Århus bed fortsat godt fra sig, og midt i anden halvleg var værterne anført af storspillende Sebastian Henneberg lige ved at få kontakt med 23-25 og 24-26.

Derefter lignede det en sikker udesejr ved stillingen 25-30, men fire århusianske mål i rap sørgede for en spændende slutfase.

Flere gange var Århus blot bagud med et enkelt mål, og efter et misset skud af en ellers velspillende Skube havde værterne med halvandet minut igen pludselig chancen for at udligne.

Overliggeren og en redning af Søren Rasmussen sørgede dog for, at det ikke blev til noget, og få sekunder før tid kunne Jacob Lassen så lukke og slukke til slutresultatet 32-34.