27-årig anholdt for knivstikkeri i Silkeborg
Adam HaffUnder tumult i lejlighed blev en 23-årig mand ramt i den ene hånd
SILKEBORG Natten til lørdag endte nogle uoverensstemmelser med, at en 23-årig mand blev stukket med en kniv i den ene hånd.
Kort før klokken 02 opstod der noget tumult, som den 23-årige mand var involveret i, fortæller politiet i Silkeborg.
Han var på besøg hos sin søster på hendes bopæl på Nylandsvej. Søsteren bor sammen med en 27-årig mand, som den yngre mand kom op at skændes med.
Den 23-årige blev ramt af en køkkenkniv i højre hånd. Det gav ham en seks centimeter lang flænge i håndfladen.
Han anmeldte sagen til politiet, som anholdt den 27-årige mand. Han blev afhørt og løsladt ved middagstid lørdag.
Hvad der præcis skete er ikke oplyst.
Men sagen er ikke værre, end at politiet ikke begærede den 27-årige varetægtsfængslet.