Unge mænd holdt tyv tilbage i Silkeborg

SILKEBORG Politiet roser to unge mænd på 16 år for deres indsats fredag aften i Silkeborg.

Ved 20-tiden så de en 30-årig mand fra Lolland bryde ind i Rusmiddelcentret på Færgevej i Silkeborg.

Da han forlod stedet, fulgte de efter ham. De unge mænd tilbageholdte manden, hvorefter politiet blev tilkaldt.

En politipatrulje kom til stedet, og manden blev næste dag fremstillet i grundlovsforhør.

Han erkendte indbruddet, og da han var til sinds at få sagen afregnet med det samme fik han en straksdom.

Den 30-årige er i forvejen kendt for berigelseskriminalitet. Han fik fire måneders ubetinget fængsel og blev løsladt. Dommen på fire måneders fængsel skal afsones på et senere tidspunkt.