Derfor er de store maskiner rykket ind på Papirfabrikken

Søren Nielsen 

Bygherren af det kommende højhus på Papirfabrikken har sat gang i supplerende undersøgelser af jordbunden

SILKEBORG Store boremaskiner er i denne uge rykket ind på Papirfabrikken på et større parkeringsareal foran motionscentret Fitness World.

Boremaskinerne er i gang med at foretage supplerende jordbundsundersøgelser forud for byggeriet af det 70 meter høje højhus med navnet Papirtårnet. Et byggeri som for alvor skal gå i gang til foråret.

Det er investeringsselskabet Aberdeen Asset Management, som er bygherren bag højhuset.

Administrerende direktør Kent Madsen fra K/S Papirfabrikken har fået oplyst af bygherren, at de supplerende jordbundsundersøgelser forventes at vare en uges tid, og at processen skulle foregå så skånsomt som muligt i forhold til de eksisterende bygninger og de mennesker, som har sin daglige gang på Papirfabrikken.

- Vi har fået oplyst, at man i stedet for at banke ned i jorden, kan man bruge en metode, hvor man presser elementer ned i jorden. Det burde give mindre støj, selv om støj selvfølgelig ikke kan undgås helt, oplyser Kent Madsen.

Aberdeen Asset Management købte i februar 2017 jorden og dermed højhusprojektet af Silkeborg IF Invest.

Siden er projektet kommet i udbud, og det er det Herning-baserede entreprenørselskab KPC, der skal stå for selve byggeriet af Papirtårnet.

Totalentreprisen for det 70 meter høje højhus med eksklusive lejligheder er tidligere oplyst til at være på omkring en kvart milliard kroner.