Morris-mændene danser i gågaderne
SILKEBORG Ingen jul i Silkeborg, før Silkeborg Morris Men har været på gågaderne og har givet en opvisning i deres gamle, rituelle danse. Sådan har det været i masser af år, og sådan bliver det også i år.
Sidst på formiddagen på lørdag trækker mændene i deres dragter og giver opvisning.
Under deres optræden samler Morris-mændene penge til Amnesty Internationals arbejde for menneskerettigheder.
I år vil de have en »hest« med, som sluger penge - men i sidste ende kommer pengene i kassen hos Amnesty.
Morris-mændene danser og svinger med tørklæder og stave. Dansene siges at være tusinde år gamle frugtbarhedsdanse, som oprindeligt er kommet fra Afrika over Spanien med maurerne (The Maurish på engelsk) til England.
I slutningen af 1970’erne kom dansen så til Silkeborg, bragt hertil af to englændere, der havde bosat sig i byen.