Højskoleelever skal cykle 400 kilometer i Malawi og uddele penge

Pia Egeberg 

Elever fra Silkeborg Højskole har samlet 23.000 kroner ind til projekter i Malawi. Snart rejser de derned

SILKEBORG Snart rejser 10 elever og to lærere fra Silkeborg Højskole til Malawi. Men ikke tomhændede. De har lige fået overrakt 10.000 kroner af afdelingsdirektør i Spar Nord Silkeborg, Steen Kahr Rasmussen, i forbindelse med at eleverne vandt konkurrencen »10 til forskel,« hvor Spar Nord Fonden hver måned sætter 10.000 på højkant til et projekt.

Men hvilke projekter elever og lærere fra Silkeborg Højskole vil støtte, vides endnu ikke. Det finder de nemlig først ud af, når de ankommer til Malawi.

De 12 personer tager i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp til Malawi i syv uger for at støtte udviklingsprojekter, men også for at leve sammen med de lokale.

De første dage skal de cykle 400 kilometer gennem landet, og på den tur udvælger de en række projekter, som pengene skal gå til. De resterende fire uger skal de bo hos en malawinsk familie, hvor de ligeledes er tilkoblet et udviklingsprojekt. De projekter, de kan støtte i Malawi, er startet af lokale ildsjæle og udvalgt og støttet økonomisk af Folkekirkens Nødhjælp, og projekterne kategoriseres som gode, bæredygtige projekter, der skaber udvikling i lokalområdet og i selve landet.

Derudover vil gruppen også skrive artikler hjem til en række aviser.

Ud over de 10.000 kroner fra Spar Nord Fonden har eleverne selv gennem hele semestret samlet 13.000 kroner ind til projekterne i Malawi.

Det har de blandt andet gjort ved at sælge toast, cd’er, samt gennem bidrag og sponsorater.