Mand ramt af tog på Bording Station
Thomas Vang NielsenAlt togtrafik indstillet midlertidigt i begge retninger
BORDING En mand slap med livet i behold efter at være blevet ramt af et tog på Bording Station fredag eftermiddag.
Toget ankom fra Herning klokken 17.28, og standsede på Bording Station for at sætte passagerer af. En mandlig rejsende var ikke opmærksom, da han gik ud af toget, for i samme sekund kom det gennemgående tog fra Silkeborgsiden drønende i det andet spor.
Manden blev ramt på skulderen og i hovedet, og der blev hurtigst muligt ringet 112.
- Vi fik meldingen 17.33 og rykkede ud fra Ikast og Engesvang med tre biler, fortæller indsatsleder Niels Christensen fra Brand & Redning MidtVest.
- Når meldingen går på, at der er sket en personkørsel med et tog, så er det jo alvorligt, tilføjer han.
Den påkørte mand blev kørt til sygehuset i Herning, og han meldes uden for livsfare.
- Han kunne stå op selv, og han kunne snakke til os. Han har været mirakuløst heldig, fortæller indsatslederen.
Efterfølgende måtte de mange andre passagerer i begge tog finde alternative veje hjem til juleferien.
- Togene holder stille. Ingen af lokoførerne må køre videre. Når de har været involveret i en ulykke, må ingen af dem fortsætte. De skal vente til der kommer andre lokoførere og afløser dem. Det siger Arrivas sikkerhedsregler, siger Niels Christensen.