Anklager anker: Vil have hårdere straf for overfald på Skat-medarbejder
Bagmanden bag overfaldet på en ansat i Skat fik halvandet års fængsel i byretten
SILKEBORG Det skal koste dyrt at overfalde offentligt ansatte i deres private hjem.
Det mener anklagemyndigheden, der har anket en sag, hvor en 37-årig mand har fået halvandet års fængsel for medvirken til et overfald på en skattemedarbejder fra Silkeborg-området.
- Vi er ikke overbeviste om, at byretten er kommet til det rigtige resultat omkring straffeudmålingen i den sag, siger vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen til DR Østjylland.
Den 37-årige dømte mand ejer et transportfirma i København, som blev efterforsket af en kvindelig skattemedarbejder fra Silkeborg.
Han følte sig forfulgt af hende og for at få hende stoppet, gav han sin storebror og en anden mand 50.000 kroner for at overfalde hende i hendes private hjem lidt uden for Silkeborg.
Kvinden blev i marts i år tævet og fik flere brud, men hun er nu tilbage på sit arbejde i Skat.
Den 37-årige har både indrømmet og beklaget sin rolle i sagen, som altså kostede ham halvandet års fængsel.
Men dommen var for mild, mener vicestatsadvokaten, som derfor ønsker at afprøve sagen i landsretten.
- Der findes ikke så mange af denne type sager, og der er kommet en straffeskærpelse i 2016 omkring angreb på offentlig ansatte på deres private adresse. Den, mener vi ikke, er slået ordentlig igennem i afgørelsen, og derfor vil vi gerne have landsretten til at kigge på det, siger Jakob Berger Nielsen til DR Østjylland.
Skattemedarbejderens bistandsadvokat, Rikke Wagenblast Sørensen, gav efter domsafsigelsen i starten af december, også udtryk for, at hun mener, at straffen var for mild.
- I mine øjne er det her samfundsmæssigt meget mere skadeligt end terror og lignende. Så halvandet års fængsel er ingenting, sagde hun dengang til DR Østjylland.
Derfor er Rikke Wagenblast også tilfreds med, at anklageren har anket dommen.
- Jeg synes, at straffen skal være fire år. Det her er en samfundsnedbrydende adfærd, og derfor er det vigtigt, at vi sender et klart signal om, at det her ikke er acceptabelt, siger hun til DR Østjylland.