Stor ecstasy-fangst i Silkeborg: To unge kvinder varetægtsfængslet

Martin Hove Thomsen 

Politiet fangede natten til lørdag to 18-årige kvinder med 832 ecstasy-piller

SILKEBORG To 18-årige kvinder blev natten til lørdag stoppet af politiet i Silkeborg, og de to kvinder er nu varetægtsfængslet. Det bekræfter vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Skelkjær over for Midtjyllands Avis.

Ifølge et tweet fra Midt- og Vestjyllands Politis anklagere fandt politiet natten til lørdag blandt andet 832 ecstasy-piller i de to kvinders bil, og ifølge tweetet skulle begge kvinder være fra Viborg.

De er begge ved Retten i VIborg blevet varetægtsfængslet frem til 12. januar, men de nægter sig skyldige og har kæret kendelsen til landsretten.

Viborg Stifts Folkeblad skriver, at politiet - ud fra mængden af narkotika - mener, at der var tale om videresalg af stofferne, og til Ekstra Bladet fortæller anklager i sagen Iben Ernst Bøttker, at grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og at det derfor er småt med detaljer.

Til Ekstra Bladet siger hun dog, at man også leder efter en medgerningsmand, som man også gerne vil fremstille i et grundlovsforhør.