Foto: Jakob Stigsen Andersen
Lokal indsatsleder: Det har været en meget fredelig nat
Søren NielsenMidtjysk Brand & Redning i Silkeborg melder om en meget fredelig nat med kun få udrykninger
SILKEBORG Det har været en forholdsvis fredelig nat, når man tæller udrykninger fra det lokale brandvæsen Midtjysk Brand & Redning.
Det oplyser indsatsleder Lasse Magnussen tidligt om morgenen den 1. januar.
- Vi har haft fem meget små udrykninger. Deriblandt tre continerbrande. Men alle opgaver var meget små slukningsopgaver, oplyser Lasse Magnussen.
Den første brand i en affaldscontainer kom klokken 21.15. Her gik turen til Thorsøvænget i Virklund.
Kort efter lød meldingen på endnu en containerbrand i Virklund. Denne gang på den lokale skole.
Klokken 23.52 kom der en anmeldelse om ild i noget affald på Lysbrogade i Lysbro, og lige på den anden side af midnat, klokken 00.21, gik alarmen på Daltoften 6 i Silkeborg, hvor en automatisk brandalarm i et overdækket soverum i en børnehave var udløst på grund af røg fra det omkringværende fyrværkeri.
Endelig var der endnu en containerbrand på Stagehøjvej klokken 00.51.
Derefter var der stille på alarmcentralen og nytårsfreden sænkede sig.
- Alt i alt må vi betegne det som meget fredeligt, konstaterer Lasse Manussen.