Silkeborg Ildfestregatta nomineret til turismepris
Brian HolstSammen med blandt andre Visit Silkeborg og Ry Outdoor Festival er Silkeborg Ildfestregatta nomineret til Region Midtjyllands turismepris 2017
SILKEBORG En tredjedel af de ni turist-aktører, der er blevet nomineret til Region Midtjyllands turismepris, er fra lokalområdet.
Både Silkeborg Ildfestregatta, Visit Silkeborg og Ry Outdoor Festival er med i opløbet om at vinde den såkaldte turismevækstpris 2017, der uddeles den 16. januar.
Silkeborg Ildfestregatta er nomineret for at have vækstet de seneste år og har dermed forøget den samlede samfundsøkonomi for Silkeborg.
»Tilstrømningen af turister fra ind- og udland er i markant stigning, og Regattaen er for alvor blevet international«, skriver Region Midtjylland i begrundelsen.
Visit Silkeborg
Visit Silkeborg er nomineret for at have vendt et dramatisk fald i antallet af overnatninger i Silkeborg. Det er sket ved at skabe en ny strategi for værtsskab ved blandt andet at lukke det fysiske turistbureau og i stedet rykke turistinformationen ud til gæsterne ved blandt andet mobile turist-info cykler med værter, som møder turisterne i gaderne, på Torvet og ved havnen. I begrundelsen bliver det også nævnt, at Visit Silkeborgs vision om at være Danmarks Outdoor Hovedstad rækker ud over turismeerhvervet og har medvirket til at give Silkeborg Kommune hæderen som Årets Friluftskommune 2017.
Ry Outdoor Festival
Endelig er også Ry Outdoor Festival nomineret. Begrundelsen herfor lyder, at festivalen med få resurser på blot tre år har vokset sig til 10.000 besøgende. Festivalen er drevet med stor opbakning for lokalområdet og cirka 90 engagerede foreninger, som skaber et stort udvalg af aktiviteter for både øvede og nybegyndere inden for temaerne vand, yoga og meditation, adrenalin, outdoor-fotografering, trætop-aktiviteter og vandreture.
Også andre lokale turist-aktører gør sig bemærket blandt kandidaterne til Region Midts prisoverrækkelse den 16. januar. Blandt kandidaterne til den såkaldte tema-pris finder man Jorn+Munch udstillingen, der ifølge indstillingen er »realiseret gennem værdikædesamarbejder på tværs af regioner og landegrænser«. Også Escape i Skanderborg Kommune er kandidat med en begrundelse om, at der er tale om en række midlertidige kulturprojekter, der kombinerer kunst, arkæologi og turisme.