Foto: Henrik Ole Jensen

Jakker til 130.000 kr. stjålet fra tøjbutik

Adam Haff 

Natten til søndag blev herretøjsbutikken Mr. i Vestergade ramt af det tredje større indbrud inden for et års tid

SILKEBORG Tøjbutikken Mr. på Vestergade i Silkeborg havde klokken 00.33 natten til søndag indbrud.

Som det er sket før, kom tyvene ind ved at knuse en rude med en sten. To mænd blev set på stedet, oplyser politiet i Silkeborg.

På kort tid, muligvis bare et eller to minutter, stjal de en del jakker, trøjer og poloshirts af mærkerne Herno og Hugo Boss. Den samlede værdi af opgjort til cirka 130.000 kroner, oplyser politikommissær Bent Riber Nielsen:

- Gerningsmændene var målrettede. De vidste, hvad de gik efter, og de var hurtigt ude af butikken igen, siger han.

Vidner så de to mænd køre fra stedet i en sort VW Golf.

Tøjforretningen er hårdt ramt af indbrud. Søndag nat var det tredje gang indenfor godt et år, at butikken bliver ramt.

I november 2016 blev en rude knust, hvorefter tyvene stak af med cirka 50 jakker, der hver havde en pris på 5-7.000 kroner. Og i maj 2017 blev der også stjålet jakker efter at tyvene havde knust en rude med sten.

Hvis man har oplysninger i sagen, vil politiet gerne have besked på telefon 114.