Politiet på patrulje: Flere silkeborgensere sigtet for besiddelse af hash
SILKEBORG Politiets flexpatrulje tog tirsdag flere mennesker, der havde hash.
En 21-årig kvinde blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, da politiet klokken 10.42 fandt 20 gram hash og et gram kokain i hendes lejlighed på Rylevej.
Patruljen bemærkede to mænd på 32 og 37 år, der klokken 13.47 gik ud af en opgang i Skolegade. Mændene blev visiteret. Den ene havde fem gram hash, den anden seks gram.
En 34-årig mand, der boede i den lejlighed, mændene kom ud fra, blev fundet i besiddelse af 46 gram hash. Han blev sigtet efter den skærpede bestemmelse om videresalg af hash.
Politiet var tirsdag også forbi en bolig i Fårvang. Hos en 66-årig mand fandt betjentene tre gram hash, som manden blev sigtet for at have.
I Rossensgade i Silkeborg standsede en politipatrulje klokken 14 en 25-årig mand, der kørte bil uden at have sikkerhedssele på.
Ved et nærmere eftersyn viste det sig, at han havde godt fem gram hash, som han også blev sigtet for.