SIF-angriber sænkede Gammelby og Skov i dansk nedtur
Landstræner Åge Hareide blev skadet og rejser hjem fra ligalandsholdslejren efter 0-1-nederlaget til Sverige. Jens Martin Gammelby gjorde sig bemærket
FODBOLD To SIF-spillere, Robert Skov og Jens Martin Gammelby, fik chancen for start, da det danske U21- og ligalandshold torsdag aften mødte Sverige i Dubai, men det blev en tredje SIF’er, lejesvenden fra Brøndby Gustaf Nilsson, der blev helten, da han tre minutter inde i overtiden afgjorde kampen med sit mål til 1-0.
Opgøret var ellers godt på vej mod en nulløsning, men i det tredje minut af overtiden valgte Jordan Larsson - søn af målkongen Henrik »Henke« Larsson - at sparke på mål.
Bolden tog overliggeren, og så var Gustaf Nilsson hurtigere over returen end Brøndby-målmand Frederik Rønnow.
På sidelinjen var det Åge Hareides normale assistenttræner, Jon Dahl Tomasson, der stod med ansvaret for Danmark.
Hareide var selv humpet op på tribunen før kampen, og ifølge TV2 Sport rejser han lørdag hjem til Norge for at få behandling for rygproblemer.
Landstræneren har stadig smerter efter et styrt på ski mellem jul og nytår.
Sverige startede med AaB-målmand Jacob Rinne i målet, mens Brøndbys anfører, Johan Larsson, også bar anførerbindet i landsholdsdragten.
Brøndby-backen tegnede sig for den første farlige afslutning i kampen. Efter et indlæg steg Larsson til vejrs, men stolpen reddede Danmark fra at komme bagud i det 17. minut.
I den anden ende var Silkeborg-duoen Robert Skov og Jens Martin Gammelby flittige afsluttere, men de var uden den nødvendige præcision. Men Ganmmelby var stort set med i alle farlige danske chancer.
Generelt var danskerne også spilstyrende i første halvleg, men det udmøntede sig ikke i store chancer.
Anden foregik derimod på svenskernes præmisser.
Efter 66 minutter førte det til en stor chance, da Frederik Rønnow kom dårligt ud af feltet.
Bolden faldt ned foran Jordan Larsson, men inde på stregen reddede Kian Hansen svenskerens forsøg.
Kvaliteten dalede, efterhånden som de to hold lystigt skiftede spillere ud.
Derfor tydede alt på en nulløsning, før Jordan Larsson og Gustaf Nilsson i samspil med overliggeren fik sørget for et svensk sejrsmål.
Ligalandsholdet møder Jordan mandag, før spillerne sætter kursen mod Danmark tirsdag.
/ritzau/