Læserklubben: Mad, hygge og udflugter på solskinsøen Bornholm

Læserklubben tilbyder både bus- og flyrejser til Bornholm med ophold på skønne hoteller og udflugtsprogrammer

Bornholm er skøn - ingen diskussion om det. Den herlige solskinsø i Østersøen er andeledes end det øvrige Danmark, og det er bornholmerne faktisk ret stolte over. Her har man sin egen puls, sit eget tempo og sit eget sprog. Nogle af landets bedste sandstrande finder du på Bornholm sammen med bindingsværksidyl, små rolige fiskerlejer og en natur, som kommer helt ind under huden. Sidst, men bestemt ikke mindst, har øen danmarksrekorden i solskinstimer.

Læserklubben har i 2018 planlagt flere ture til Bornholm med rejseleder. Vi har allieret os med to tekniske arrangører, nemlig Skave Turistfart, der står for en femdages busrejse 8.-12. juni og igen 24.-28. august og rejsebureauet »Bornholm med Fly«, der som navnet fortæller, har specialiseret sig i flyrejser til øen. Her er der både en firedages tur 10.-13. maj og to femdages ture 24.-28. maj og igen 20.-24. september.

På busrejserne bor man på det hyggelige og familiære Grethas Pension i Sandvig, hvor deltagerne på flyrejserne indlogeres på det dejlige Hotel Abildgaard i den rolige lille by, Sandkås.

Med bus via Sverige
På busturene er der opsamling i Herning, Ikast og Silkeborg fra morgenstunden af (mellem klokken 07.15 og 08.15). Undervejs gennem vort smukke land og over broerne serveres der morgenkaffe/te, rundstykker og frokostsandwich. Afgang med hurtigfærgen fra Ystad klokken 16.30 og fem kvarter senere ankomst i Rønne.

Derefter går turen direkte til Grethas Pension, hvor gæsterne indlogeres i store værelser/lejligheder med lille køkken.

Under opholdet er der helpension bestående af morgenbuffet, smør-selv-madpakker og middag med efterfølgende kaffe.

De to næste dage skal hele øen opleves i selskab med en lokalguide og vores egen rejseleder.

Så skal vi på udflugt
Lørdag er det den nordlige del af øen, der står for tur, og søndag koncentrerer vi os om den sydlige del.

På den måde får vi set alle de kendte steder og små byer så som Hammeren med den storslåede udsigt, rundkirker, Hammershus med rundvisning i ruinerne, Almindingen med Rytterknægten, Dueodde Strand og fyrtårnet og Danmarks østligste by, Svaneke.

Overalt er der en usædvanlig smuk og varieret natur. Under udflugterne skal vi også spise vores madpakke.

Naturligvis bliver der også tid til efter udflugterne at se nærmere på vores egen by, som er sammenvokset med Allinge. Nordbornholms tvillinge-byer tager imod os med åbne arme, og besøgende fornemmer hurtigt den særlige blanding af fantastisk natur, historiske by-miljøer og den naturlige gæstfrihed. Her er der rig mulighed for at nyde den stille stemning i Sandvig havns hyggelige fiskermiljø med udsigt til bugten og Hammerknuden, slappe af og eventuelt besøge en af de mange kunsthåndværkere.

Det historiske Ertholmene
Mandag kører vi til Gudhjem, hvorfra det er muligt at sejle ud til øgruppen Ertholmene med Christiansø og Frederiksø, hvis vejret tillader det (egenbetaling cirka 250 kroner).

Øerne emmer af historie, og alt er fredet. I dag står fæstningsmure, bastioner, tårne, bindingsværksbygninger og stenhytter næsten, som da den sidste soldat forlod fæstningen i 1856. Men vi befinder os ikke i et museum, men i et velfungerende lille moderne samfund med cirka 100 fastboere.

Cirka fem timer senere er skibet retur i Gudhjem, og vi kører til hotellet. Ønsker man ikke at besøge Ertholmene, er man velkommen til at blive i Gudhjem, Bornholms ældste handelsby, hvor blandt andet glaspusteriet og røgeriet kan besøges, og man måske kan prøve en »Sol over Gudhjem«.

Tirsdag går turen til Hasle, hvor turismen er knap så dominerende som i de andre byer. Hasle er ret så velbevaret og har på sin egen stille måde fulgt med udviklingen og samtidig formået at bevare sit oprindelige bymiljø. Her kan du for alvor opleve det ægte bornholmske røgerimiljø. Vi skal med hurtigfærgen klokken 16.30 fra Rønne og skal samme vej tilbage, som vi kom hertil og kan være hjemme i Midtjylland sidst på aftenen.

Prisen for busrejsen
Prisen for denne busrejse, uanset om du tager af sted i juni eller i august, er for avisens abonnenter 3795 kroner per person i en topersoners lejlighed (ikke-abonnenter kan deltage for 3895 kroner). Eneværelsestillæg på 600 kroner.

I prisen er inkluderet:

Kørsel i moderne langtursbus t/r

Rejseleder hele vejen

Kaffe, rundstykker og frokostsandwich på udrejsen

Fire overnatninger med helpension på Grethas Pension

Udflugter ifølge program

Fly direkte fra Karup
På flyrejserne tager vi fra Karup (Midtjyllands Lufthavn) klokken 08.45 direkte til Rønne, hvor vi lander godt en time senere.

Efter ankomsten hentes deltagerne i lufthavnen, og man tager direkte på en byvandring med lokalguide i den skønne »hovedstad« Rønne.

Den gamle bydel med brostensbelagte gader, små skæve huse og de karakteristiske gaslamper er utrolig hyggelig at slentre igennem. Man kan nærmest fornemme tidligere tiders duft af tjære, og sejlskibene, der dominerede havnebilledet. Vores tur går også omkring Erichsens gård, der emmer af ro og fred og giver minder om en svunden tid.

Tid på egen hånd i Rønne til blandt andet at få sig en frokost, inden bussen hen på eftermiddagen kører nordpå til den lille by Sandkås, hvor vi indlogerer os på Hotel Abildgård, der ligger tæt på stranden.

Alle værelserne her har minikøkken med køleskab. Opholdet er med »All inklusive light«, hvilket betyder morgenbuffet og aftenbuffet med skiftende temaer, kaffe, te og juice hele dagen samt drikkevarer ad libitum fra klokken 18 til 21 (øl fra Svaneke Bryghus, rød- og hvidvin samt sodavand).

Napoleons timeglas
På dag to skal deltagerne på den store øtur, der viser dig det bedste af Bornholm.

Vi lægger ud med middelalderfæstningen Hammershus og fortsætter ad den østbornholmske kystvej med bølgende landskaber til Gudhjem, der er anlagt direkte på det stejle grundfjeld.

Her går vi en tur og ser, hvorledes byen nænsomt er blevet restaureret i det oprindelige miljø, der har et nærmest eksotisk præg. Vi spiser en fiskefrokost her med en øl eller vand til.

Senere kommer vi til Østerlars Rundkirke samt Svaneke, der er en meget idyllisk lille købstad. Ingen bornholmertur uden et besøg ved Dueoddes hvide strand, hvor sandet efter sigende skulle være så fint, at Napoleon anvendte det i sit timeglas.

Sidst på eftermiddagen retur til hotellet, hvor aftensmaden står klar fra klokken 18.

Mulighed for ekstra udflugter
På alle flyafgangene kan man tilkøbe en trekvartdagsudflugt til Bisonskoven, hvor vi også spiser en »Genlydstartelet« i Ekkodalen og nyder en smuk hestevognstur i Almindingen (Pris 395 kroner inklusive frokost).

Der er også mulighed for en formiddagstur til et typisk bornholmsk stenbrud. Vi oplever, hvordan stenindustrien har udviklet sig igennem de seneste 150 år, får demonstreret og forklaret teknikken af en ægte stenhugger (pris 195 kroner). Udflugterne skal bestilles hjemmefra.

På afrejsedagen er der morgenbuffet indtil klokken 10, hvor der skal være tjekket ud.

Flyafgang fra Rønne sidst på eftermiddagen med hjemkomst i Karup klokken 17.10.

Firedagesturen koster for avisens læsere 4250 kroner per person i dobbeltværelse og 875 kroner i eneværelsestillæg. Femdagesturen står til 4750 kroner per person. Her er eneværelsestillægget på 1100 kroner.

Prisen inkluderer:

Fly Karup-Rønne t/r (direkte)

Transport til og fra hotel

Tre (eller fire) nætter på Hotel Abildgård

All Inklusive light

Velkomstmøde

Byvandring i Rønne

Den store øtur

Rejseleder hele vejen

på laeserklubben.dk.

Tilmelding på [email protected] eller på telefon.