Ans-par dømt for at snyde ældre dame for kvart million
Søren NielsenEt ægtepar fra Ans blev kendt skyldige i alle anklager om at udnytte en ældre dames manglende indsigt
ANS En 58-årig kvinde og en 64-årig mand fra Ans blev onsdag eftermiddag ved retten i Viborg begge idømt et halvt års betinget fængsel for at have snydt en 84-årig dame.
Det fastslog dommeren i retten, hvor et familiemæssigt opgør af de større udspillede sig.
Ægteparret fra Ans var tiltalt for at franarre den ældre dame et samlet beløb på 250.000 kroner.
Anklagemyndigheden havde rejst tiltale efter straffelovens ågerparagraf.
Parret var således anklaget for at have udnyttet den ældre dames »personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller bestående afhængighedsforhold« til at få del i pengene.
Ægteparret havde kendt den ældre dame hele livet, eftersom den dømte kvinde var i familie med den 84-årige.
Det var boet efter den 84-årige, som opdagede uregelmæssighederne på kvindes konto.
Ægteparret udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel ankesag.