SIF-talenter med i dansk sejr over Cypern

Michael Helligsø 

Jeppe Okkels og Magnus Mattsson fik en halvleg for U19-landsholdet

FODBOLD Den talentfulde Silkeborg IF-duo Jeppe Okkels og Magnus Mattsson får brugt deres pas flittigt i denne måned.

De har været på studietur med skolen, i denne uge er de på træningslejr på Cypern med U19-landsholdet, og i næste uge tager de med SIF’s superligatrup på træningslejr i Spanien.

Tirsdag var de to offensive talenter begge i aktion for U19-landsholdet, der vandt en træningskamp mod Cypern med 1-0 på et tidligt mål af Vejles Jonas Andersen.

Både Okkels og Mattsson startede inde for U19-landsholdet, der ved pausen skiftede alle mand ud. Inden da havde kantspilleren Jeppe Okkels markeret sig med et skud på stolpen.

Allerede i morgen kan de to SIF’ere igen komme i aktion, når de danske talenter samme sted snupper endnu en kamp mod Cypern.