Fremtidens stjerner gæster Jysk Park

Michael Helligsø 

Silkeborg bliver vært for EM-kvalifikationsturnering for U19-landshold

FODBOLD Om et par måneder får fodboldfans i Silkeborg og omegn mulighed for at se nogle af fremtidens danske landsholdsspillere på Jysk Park.

Torsdag blev det nemlig offentliggjort, at Jysk Park i dagene 21. til 27. marts bliver vært for U19 elite round, der er den sidste kvalifikationsturnering inden EM i Finland.

Mesterskabet, der afvikles i april, skal også spilles på kunstgræs, og det er en af grundene til, at Silkeborg er blevet valgt som vært.

Her skal det danske U19-landshold, hvor SIF’erne Jeppe Okkels og Magnus Mattsson er en del af truppen, møde Tyrkiet, Bosning og Østrig i gruppe 7, hvor alle møder alle.

Det giver i alt seks kampe i kvalifikationsturneringen, og fem af dem skal spilles i Silkeborg. Det sidste skal spilles i en anden by, da kampene i sidste spillerunde i puljen skal afvikles på samme tid.

- Det er DBU, der er arrangør i samarbejde med Silkeborg Kommune, men vi med inde over det. Vi synes, det er fantastisk, at Jysk Park bliver vært for fremtidens stjerner, siger Niels Frydenlund, der er kommunikationschef i Silkeborg IF.