Kurt kommer forbi Ældre Sagen i Silkeborg

SILKEBORG Kurt Leth, kendt tv-journalist, kommer nu forbi Ældre Sagen i Silkeborg med et spændende og farverigt foredrag om sit liv som journalist og reporter.

Foredraget er først og fremmest fængende beretninger - anekdoter - om nogle af de mest spændende og fantastiske mennesker, som Kurt Leth har mødt i sin lange karriere som journalist.

I foredraget giver han desuden et indblik i, hvordan man laver tv.

Kurt Leth er bedst kendt fra de to regionale tv-programmer »Kurt kom forbi«, som kørte på TV2 Østjylland i 22 år, og »Kaffe med Kurt«, der i mange år var det mest sete og populære program på TV Syd.

Udsendelserne har drejet sig om almindelige mennesker, men med en ualmindelig historie.

Foredraget i Silkeborg afholdes 24. januar om eftermiddagen i Medborgerhuset, Bindslevs Plads.