Fornem skalp til Silkeborg-Voel
Michael HelligsøDe danske mestre fra Nykøbing Falster blev sendt hjem med et 31-27 nederlag
HåNDBOLD I jagten på en slutspilsplads hentede Silkeborg-Voel fredag aften to meget rare bonuspoint.
På hjemmebane tog holdet imod de forsvarende mestre fra Nykøbing Falster, og efter en stærk indsats kunne midtjyderne juble over en vigtig 31-27 sejr.
Den blev ikke mindst grundlagt i første halvleg, hvor værterne kom fremragende ud til kampen.
Et stærkt forsvar og en solid keeper i Stine Bonde sørgede for, at gæsterne havde meget svært ved at score i indledningen.
Voel-kvinderne kom foran både 5-1 og 7-2, mens Nykøbing Falster slet ikke kunne få spille til at glide.
Efter 18 minutter var forspringet øget til 10-4, og på det tidspunkt havde Silkeborg-Voel endda brændt to straffekast og en helt fri kontra.
Ved pausen var hjemmeholdet i front med solide 14-8 efter en halvleg, hvor særligt Sofie Bæk Andersen markerede sig stærk.
Seks minutter efter pausen var gæsterne nødsaget til at tage en timeout efter et par gode Jette Hansen-scoringer, der sørgede for en føring på 18-11 til værterne.
Midtvejs i anden halvleg var forspringet på 22-16, men derefter begyndte Nykøbing Falster at røre på sig.
Udeholdet udnyttede et overtal til at reducere til 24-21, inden et vigtigt Jette-Hansen mål sørgede for at genetablere en firemålsføring.
Nykøbing Falster kom dog aldrig helt tæt på, og i de sidste minutter kunne Louise Lyksborg og Rikke Iversen scorede kampens sidste mål, så sejren blev på 31-27.
Det så 1075 tilskuere i Jysk Arena.