Politiet: Flugtbilist er jaget vildt

Jakob Munk Schmidt 

22-årig mand har fortsat held til at gemme sig efter fredagens dødsulykke i Silkeborg

SILKEBORG Den formodede gerningsmand bag fredagens dødsulykke på Viborgvej var mandag morgen fortsat på fri fod.

Det drejer sig om en 22-årig mand fra Skive-området, som er eftersøgt overalt i Danmark.

- Han er efterlyst i hele landet, og han bliver anholdt, når politiet støder på ham. Han er jagtet vildt, fastslår vagtchef Henrik Nielsen hos Midt- og Vestjyllands Politi.

To passagerer fra flugtbilen blev afhørt i weekenden - to unge på 17 og 22 år.

En 68-årig kvinde blev ramt og dræbt ved ulykken, der skete cirka klokken 21.15 fredag, men alligevel har den 22-årige formodede fører altså ikke meldt sig.

- Vi talte med hans forsvarer allerede i lørdags, som sagde at den unge mand ville melde sig selv. Men det skete ikke, siger vagtchef Henrik Nielsen.

Han oplyser, at politifolk løbet af weekenden har arbejdet på sagen ved at blandt andet at kontakte den 22-åriges omgangskreds og ledt de steder, hvor det kunne tænkes, at han gemmer sig.

Hidtil uden resultat.

- Vi håber, at nogen vil fortælle os, hvor han er. Vi forsøger at få oplysninger ud af folk, og der er også nogle, som har ringet til os. Men lige nu ved vi ikke, hvor vi skal lede, siger Henrik Nielsen.