Politiet: Kun gisninger om hvorfor den 22-årige først kommer nu
Søren NielsenPolitiet har ledt efter den 22-årige bilist siden fredag aften. Det er først tirsdag formiddag, at han melder sig selv
SILKEBORG Der har været mange spekulationer om, hvorfor den 22-årig mand, der sættes i forbindelse med dødsulykken fredag aften, ikke tidligere meldt sig selv til politiet.
Eksempelvis har »snakken« på de sociale medier gået meget på, at det skyldes, at den unge mand ville vente, til spiritus eller andet euforiserende var ude af kroppen.
To gange var politiet i kontakt med mandens advokat. Lørdag og mandag.
Begge gang forlød det, at manden ville melde sig selv.
Men de aftaler udeblev han fra. Det var planen, at politiet ville have efterlyst ham med billede, hvis ikke han var dukket op tirsdag formiddag.
Så vidt kom det ikke. Tirsdag formiddag klokken 9.30 stod han på stationen i Silkeborg, hvor politikommissær John Toft er med til at lede efterforskningen. Hvorfor tror du, han først er dukket op i dag?
- Det kan man kun gisne om, så det vil jeg ikke ind på, siger John Toft.
Kan det være, fordi han for eksempel skal have stoffer ud af blodet?
- Som sagt, så er det gisninger, konstaterer John Toft overfor Midtjyllands Avis.
Den 22-årige mand er i forvejen kendt af politiet.
Han forventes fremstillet i grundlovsforhør med en sigtelse om uagtsomt manddrab. Desuden er det strafbart at efterlade en person i hjælpeløs tilstand uden at komme vedkommende til undsætning