Lokal fagmand i opråb til billister: Få nu skiftet til vinterdæk
Vinteren har ladet vente på sig, og det betyder, at mange ikke har fået skiftet til vinterdæk, men det er ikke for sent. Her er den lokale fagmands bedste råd til, hvordan bilisterne kommer sikrest gennem vinteren
DæKSKIFT Våde og sneklædte veje møder bilisterne i Silkeborg hvert år ved denne tid. Alligevel er der hvert år mange, der ikke forbereder bilen med vinterdæk i tilstrækkelig god tid.
- Det er sikkert som amen i kirken, at det første hårde vintervejr kommer bag på mange bilister. Vi står altid med mange kunder, der vil have skiftet dæk nu og her, når det første vintervejr for alvor rammer os. Der er også hvert år cirka 20 procent af bilisterne, der aldrig får vinterdæk på i vinterhalvåret, fortæller Martin A. Petersen, der er indehaver hos First Stop Quick Center på Stagehøjvej i Silkeborg.
Vinterdæk slides mindre
Ifølge Martin A. Petersen er vinterdæk en obligatorisk del af en korrekt udstyret bil i vinterhalvåret. Sommerdæk er markant dårligere på bremselængde og styreegenskaber, og der er ikke gode undskyldninger for at køre rundt på dem, når der er is og sne på vejene.
- De eneste bilister, der kan undvære vinterdæk, er dem, der overhovedet ikke kører om vinteren. Hvis du skal til et af vores nabolande i løbet af vinterhalvåret, skal du også være opmærksom på, at de har en mere striks vinterdæklovgivning, siger han.
Samtidig råder dækeksperten til at købe vinterdæk, der er specielt udviklet til det danske klima, fordi dæk produceret langt fra Europa ofte slet ikke giver den sikkerhed og de køreegenskaber, bilisterne normalt forventer af et vinterdæk.
- I det lange løb er det økonomisk fornuftigt at køre med dæk til årstiden, fordi sliddet minimeres betragteligt, pointerer Martin A. Petersen. Han anbefaler at rådføre sig hos en fagmand, så dækkene bedst muligt passer til kørselsbehovet.
Mønsterdybde og alder
Inden brugte vinterdæk monteres, er det en god idé at kontrollere dem for skader og lav mønsterdybde. Ifølge loven er 1,6 millimeter minimum, men de fleste fagfolk råder til at skifte dæk ved tre millimeters mønsterdybde.
- Hvis dine dæk er over fem år gamle, er det særlig vigtigt, at du ser efter, om de har revner eller ikke længere virker så »smidige« som tidligere, siger Martin A. Petersen.
Det er i dag muligt at få dæk, der efter punktering kan køre op til 80 kilometer med 80 kilometer i timen. Dermed er det muligt at få bilen på værksted eller hjem, så man slipper for at skulle skifte dæk på en mørk vintervej. Samtidig er den nye generation af dæk også meget sikrere ved eksplosioner, hvor man potentielt kan komme i farlige situationer med gammeldags dæk.