Foto: Jakob Stigsen Andersen

Koncert bag scenen

MUSIK Mandag aften er Silkeborg-pianisten Jacob Nielsen tilbage med backstage-salon bag scenen i Jysk Musikteater, hvor klassisk flygelmusik bliver blandet med film og rødvin.

Konceptet med backstage-salonerne er at samle publikum tæt om koncertflyglet, hvor Jacob Nielsen med live-kameraer, filmfortolkninger og musik fører publikum ved hånden og formidler den stolte klassiske klaverlitteratur på en afslappet, rørende og humoristisk måde.

Denne gang er der fokus på Beethovens sidste klaversonate - den berømte Opus 111.

Værket er desuden unikt på den måde, at Beethoven foregriber boogie-woogie genren med en - for den tid - uhørt jazzet og swingende passage i 2. sats af sonaten.