Mand udgav sig for at være »premiereløjtnant« ville anholde bilist i Them

Adam Haff 

Politiet advarer mod mand i sort Peugeot, som torsdag antastede en fremmede mand for at anholde ham

THEM En 50-årig mand fra Silkeborg var torsdag eftermiddag ude for en lidt sær oplevelse.

Da han klokken 17.40 kørte ind ved Superbrugsen i Them Centret, fulgte en sort Peugeot personbil efter ham. Ud af bilen steg en fremmed mand på cirka 50-55 år. Manden sagde, at han var premiereløjtnant i Jægerkorpset og derfor havde beføjelse til at anholde Silkeborg-bilisten. Han ville se bilistens kørekort.

Forvandt fra stedet
Bilisten bad omvendt den fremmede om at identificere sig. Denne viste med en hurtig bevægelse noget papir, som bilisten ikke rigtigt så. Men han var sikker på, at ikke skulle lade sig anholde, og da han sagde fra, kørte manden i den sorte Peugeot fra stedet.

- Den forurettede aflæste bilens registreringsnummer, og nu skal vi finde frem til personen og have en snak med ham, siger politiassistent Flemming Just, som af gode grunde ikke aner, hvad der ligger bag hændelsen.

»Premiereløjtnanten« anvendte ikke trusler eller vold. Det er før sket, at nogen har udgivet sig at være fra politiet eller militæret for på en eller anden vis at opnå et overtag.

For et par år siden fik en mand en bøde for under en færdsels-skænderi på Kjellerup-egnen at udgive sig for at være fra politiet. Flemming Just opfordrer til at man bruger sin sunde fornuft, hvis man bliver antastet af ikke-uniformeret personer, der udgiver sig for at være fra politiet.