Præst nægter sig skyldig i sex-overgreb

Brian Holst 

Retssagen mod en 30-årig frikirkepræst fra Silkeborg blev i dag indledt

Ikke skyldig.

Sådan lød det fra forsvareren til en 30-årig frikirkepræst, da retssagen mod ham i dag blev indledt. Svaret faldt efter anklageren havde oplæst de mange anklagepunkter mod præsten. De handler om groft seksuelt misbrug af otte børn og unge i den nu lukkede Byens Kirke i Silkeborg.

Anklageren sagde blandt andet, at præsten har benyttet sig af »langvarig psykisk manipulation« og på den måde har fået overtalt børnene til at medvirke til de grove krænkelser.

Retssalen var fyldt allerede før den 30-årig klokken 9.00 blev ført ind. Udover journalister var der også mødt pårørende til tidligere medlemmer af kirken frem.

Blandt andre en mor til en pige, som i 2012 brød ud af Byens Kirke og fortalte om, at der foregik syge ritualer i kirken som at de unge blev overhældt med tændvæske og truet med at blive sat ild til. At der blev drukket opkast, og at de unge skulle slikke hinanden under armene og mellem tæerne.

Præsten er anklaget for i perioden fra 2006 til 2011 at have haft samleje med drenge - også en dreng under 15 år. Derudover har han angiveligt også krænket flere piger seksuelt ved beføling og ved blandt andet at have stukket en hårbørste op i skeden af én af dem. Han står også tiltalt for at have fået børnene og de unge til at dyrke sex indbyrdes, mens han så på, ligesom han ifølge anklageskriftet har fået en dreng til at drikke sæd.

Præsten rejste i 2011 til USA for at starte en kirke, men i 2016 stod en gruppe af unge fra Byens Kirkes ungdomsafdeling, Club Noice, frem og fortalte om de seksuelle overgreb. I marts i fjor fik politiet ham til at rejse til Danmark, hvor han blev anholdt i lufthavnen og varetægtsfængslet.

Der er i alt afsat 11 retsdagen til sagen, og det forventes, at der falder dom i begyndelsen af marts.