Groft hærværk på skole

Adam Haff 

Ukendte gerningsmænd brød ind, hærgede og stjal en gulvvaskemaskine

SILKEBORG Sent lørdag aften eller natten til søndag var der indbrud i Hvinningdalskolen.

Gerningsmændene ødelagde mange sager og hærgede rundt, fortæller politiet i Silkeborg.

Sagen begyndte, da politiet klokken 9.30 søndag fik en anmeldelse om, at der ude på Aabenraavej, tæt på skolen, stod en maskine, som bruges til at vaske gulve med.

Man fandt ud af, at maskinen stammede fra skolen. Her var en rude i hoveddøren blevet knust med en metalrist, der lå foran døren. Gerningsmændene kom indenfor, hvor de sparkede dørene op til to omklædningsrum, et rengøringsrum og et depot for sportsartikler.

De fandt også nogle spyd, som er beregnet til udendørs brug. Spydene kastede de inde i hallen. Og det gav skader på gulvet.

- De samlede skader er ret omfattende og det kan løbe op i et større beløb, når det hele lægges sammen, siger politikommissær John Toft fra politiet i Silkeborg.

Hvis man har oplysninger i sagen vil politiet gerne have besked på telefon 114.