Den lokale fagforeningsboss

Brian Holst 

Jens Svenningsen er formand for 3F i Silkeborg og har i løbet af ugen blandt andet kæmpet for medarbejderne på Tvilum i Fårvang og Kjellerup

Han bryder sig ikke om ulige vilkår.

Hverken på arbejdsmarkedet eller i livet generelt. 62-årige Jens Svenningsen er formand for 3F i Silkeborg og har i løbet af ugen haft sit primære fokus på den svære situation, som medarbejderne på Tvilum blev kastet ud i, da virksomheden for godt en uge siden blev erklæret konkurs.

Derudover optræder han også jævnligt i avisens spalter, når det eksempelvis handler om at få restauranterne til at tegne en overenskomst for deres medarbejdere. Senest i forbindelse med sagen om caféen Valsen på Papirfabrikken, som 3F har blokeret.

Hvorfor har Tvilum været værd at kæmpe for?

- Tvilum er en virksomhed, som vi gerne vil have mange af i Silkeborg, men som der desværre ikke er mange af. Det er vigtigt, at vi bevarer den type af produktionsvirksomheder i Silkeborg, så vi ikke bare er kendt for en kommune med fokus på banker og højere vidensvirksomheder. Med til et varieret arbejdsmarked hører også store produktionsvirksomheder.

Hvorfor er fagforeninger nødvendige?

- Det er vigtigt, at der er nogle spilleregler på et arbejdsmarkedet, så det sikres, at medarbejderne får en anstændig løn og nogle ordentlige arbejdsforhold. Det giver en tryghed og sikkerhed i ansættelsen. Sådan var det for 50 år siden - og sådan er det i dag.

Er arbejdsløshed roden til alt ondt?

- Et job er for de fleste en del af identiteten og en vigtig del af vores liv. Men om arbejdsløshed ligefrem er roden til alt ondt, tror jeg nu ikke.

Har du nogensinde spist på en restaurant uden en overenskomst?

- Ja, det har jeg. Der var en tid, før jeg trådte ind i fagforeningsbranchen, hvor jeg ikke undersøgte, om restauranter havde overenskomster. Men nu undgår jeg dem.

Hvad kan gøre dig vred?

- Uretfærdighed gør mig vred og når mennesker ikke opfører sig ordentligt, anstændigt og værdigt.

Hvis du fik en uventet fridag, hvad ville du så bruge den på?

- Så tror jeg, at jeg ville køre op og se til mit sommerhus ved Fjerritslev. Det er lukket ned for vinteren, men jeg er begyndt at savne det, og jeg er begyndt at se frem til sommeren. Det kribler lidt i mig for at komme til Fjerritslev. Det er et dejligt sted.

Hvor mange timer bruger du på at arbejde?

- Det er svært at måle. Jeg er formand for 3F døgnet rundt, og der dukker jævnligt noget op, som kræver en ekstra indsats. Så det er bestemt ikke 37 timer, jeg kan holde mig på.

Hvad læser du for tiden?

- Jeg læser Midtjyllands Avis og følger generelt med i, hvad der rører sig. Men ellers læser jeg bøger. Jeg kan godt lide krimier og er ikke til den tungere litteratur.

Hvad er den største opfindelse mennesket har gjort i din tid?

- It har betydet utroligt meget for os. Det er jo kolossalt, hvor afhængige vi er blevet af it i løbet af en forholdsvis kort periode. Så computeren - det må absolut være én af de største opfindelser.

Er du en livsnyder?

Ja, det er jeg. Jeg kan godt lidt at være i mit sommerhus. Jeg kan lide et godt måltid mad med et godt glas rødvin til. Det er vigtigt, at man forstår at nyde livet, for det giver endnu mere energi.