Lidt af far – foredrag om Alzheimers

SILKEBORG Da tidligere biskop Jan Lindhardt i foråret 2012 fik konstateret Alzheimers, indvarslede det store forandringer for hele familien.

Det blev efterhånden svært at skelne mellem stort og småt, op og ned.

Verden var simpelthen ved at falde fra hinanden.

»Lidt af far« er den yngste søn Frederiks fortælling om livet sammen med sin syge far. Det foregår i Medborgerhuset mandag den 19. februar om aftenen.

Foredraget handler om sorgen, frustrationerne og håbløsheden. Om minderne, humoren, nærheden og kærligheden.

Det handler om, hvad Alzheimers gør ved mennesker, men først og fremmest handler det om en far og en søn.

Foredraget er arrangeret i samarbejde mellem Silkeborg Bibliotekerne, Sundhedshuset, Idræt om dagen og AOF Silkeborg. Tilmelding til sidstævnte.