Sportsstjerner hyldes i Silkeborg

AF JESPER ROSENQUIST 

Silkeborg er lørdag aften vært for kajaksportens svar på Oscaruddelingen, World Paddle Awards

SILKEBORG I aften, lørdag, er Restaurant 1A i Silkeborg fyldt med internationale atleter fra hele verden, der er kommet til byen for at deltage i World Paddle Awards.

Det er et awardshow, der hylder de største stjerner fra hele verden indenfor kajak og roning.

Eventkoordinator i Visit Silkeborg, Michael Kirketerp Tastesen, fortæller, at det blev afgjort for knap fire måneder siden, at World Paddle Awards skulle finde sted i Silkeborg.

- Det er et arrangement, der bliver holdt i forskellige lande fra år til år. Vi var i kamp med København og Middelfart om at få arrangementet, der i den korte version bedst kan beskrive som kajaksportens svar på Oscar- uddelingen. Jeg tror, vi endte med at få showet, fordi arrangørerne godt kunne lide tanke om at holde det i en by, der har en lang tradition for kajak og kalder sig selv for outdoor-hovedstad, siger Michael Kirketerp Tastesen.

Han fortæller, at der de seneste otte til ni måneder er blevet arbejdet for at få awardshowet til Silkeborg.

- Der er inviteret 85 gæster til showet, hvoraf cirka halvdelen er atleter, mens resten er forbundsrepræsentanter og sponsorer, fortæller han.

De nominerede atleter kommer fra så forskellige lande som Slovenien, Sydafrika, USA, New Zealand, Canada, Australien og Tjekkiet.

Der er et par danskere blandt de mange nominerede. Det gælder blandt andre Casper Steinfath, der er nomineret i kategorien »årets sportsmand.«

Han er fra Klitmøller og dyrker stand up paddle-surfing, og det er han god til. Han er nemlig tredobbelt verdensmester i stand up paddle-surfing, der regnes for at være blandt de hurtigst voksende sportsgrene indenfor vandsport i verden.