Vigtig europæisk skalp til BSV

Michael Helligsø 

Med en 32-30 sejr over SKA Minsk har BSV fire point efter de første tre kampe i EHF Cuppens gruppespil

HåNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg har stadig en fin chance for at spille sig videre fra EHF Cuppens gruppespil

Lørdag vandt klubben med 32-30 over den direkte rival til andenpladsen, SKA Minsk, og dermed har BSV’erne samlet fire point sammen efter de første tre puljekampe.

Til gengæld kan det blive en faktor, at sejren »blot« blev på to mål i en pulje, hvor det indbyrdes regnskab kan blive afgørende. BSV stadig mangler to svære udekampe mod Minsk og Tatran Presov samt en hjemmekamp mod gruppens tophold, Magdeburg.

Det lignede ellers ikke en BSV-sejr efter kampens første 30 minutter.

Her var hviderusserne i store perioder bedst mod et BSV-mandskab, der brændte alt for meget.

Til gengæld nød hjemmeholdet godt af en stærkt spillende målmand Søren Rasmussen i den anden ende. Allerede efter ni minutter havde han reddet seks bolde, og han var årsagen til, at BSV hang på ved pausen, hvor stillingen var 14-14.

I anden halvleg var BSV til gengæld bedst. Nikolaj Markussen begyndte at røre på sig med flotte mål og frispilninger, og ved 23-20 fik værterne skabt et lille hul.

Med små 10 minutter igen lignede det for alvor en sikker BSV-sejr, da Nikolaj Øris udbyggede føringen til 26-21, men i slutfasen fik SKA Minsk lov til at komme tæt på igen.

Fem minutter før tid var forspringet skrumpet til 29-27, og spændingen fortsatte helt indtil sidste minut.

Udeholdets stjerne, Uladzislau Kulesh, reducerede med sit niende mål til 31-30. BSV havde bolden og var i overtal de sidste 20 sekunder, og så kunne Michael V. Knudsen lukke kampen til 32-20.

Nikolaj Markussen blev med ni mål topscorer for BSV foran 1728 tilskuere. Det samme antal mål scorede Kulesh for Minsk.