Hårdt kæmpende og heldige SIF’ere stjal sejren

Peter A. Sørensen 

SIF vandt efter pragtmål af Jens Martin Gammelby og rødt kort til Simon Jakobsen

FODBOLD SIF har for alvor fået kontakt til holdene i top-6, men det holdt mere end hårdt i Haderslev, hvor hjemmeholdets fans kaldte det et større tyveri, at SIF’erne vandt 1-0.

Målet blev sat ind i første halvleg af en storspillende Jens Martin Gammelby, der fra kanten af feltet sparkede bolden i nettet.

SIF’erne havde store problemer i Sønderjylland. Især Michael Uhre gjorde ondt på SIF-defensiven i første halvleg, men midt i udfordringerne slog Jens Martin Gammelby til.

Casper Sloth sendte en lang aflevering på tværs af banen, og Gammelby tæmmede den i luften, driblede lidt rundt med Sønderjyske-forsvaret, inden han med sin venstreben krogede bolden ind i det lange hjørne. et pragtmål.

Det blev også pausestillingen, selvom Sønderjyske nåede op på fem store tilbud.

I pausen tog manager Peter Sørensen konsekvensen af de defensive problenmer og hev Vladimir Rodic og Tobias Salquist ud. I stedet kom de to midterforsvarere, Jeppe Gertsen og Dennis Flinta, på banen, så SIF spillede med tre midterforsvarere, men der gik hurtigt kuk i planen, for Simon Jakobsen efter en time fik rødt kort for sin andet gule kort.

I første omgang fik hjemmeholdet ikke noget ud af overtallet, men som anden halvleg skred frem, blev det ren overlevelse for de trætte SIF’ere.

Men de uskarpe sønderjyder brændte flere store tilbud, og så kunne SIF snuppe alle tre point.

Med sejren rykker SIF op på niendepladsen, men der er kun et point op til OB på sjettepladsen.

Læs mere på Mja.dk snarest.