I skyggen af Disney World

FILM »The Florida Project«, som Bio Silkeborg har danmarkspremiere på i dag torsdag, udspiller sig i løbet af en sommer i Orlando i Florida, og følger seksårige Moonee og hendes unge rebelske mor Halley.

De bor på The Magic Castle, et motorvejsmotel på grænsen til »The Most Magical Place on Earth« - Disney World.

Trods hendes barske omgivelser finder den kække Moonee med sit sprudlende humør det ikke svært at gøre hver dag til en ekstraordinær oplevelse. Motelpasseren Bobby prøver så godt han kan at holde styr på de frække unger og gemmer under den hårde facade på et hjerte af guld. De lange eftermiddage bruges til ballade og eventyrlige ekspeditioner, når Moonee sammen med sit slæng frygtløst udforsker den helt unikke verden, som de er havnet i.

Moonee ved bare ikke, at hendes forestilling om virkeligheden bygger på Haylleys hårde slid og beslutning om at vælge en farlig vej for at kunne forsørge sin datter.